28 maj 2021

Ur dagens nummer av Weekendavisen:

Virusfunktionalisme

Uskyld . Hvorfor er broderfolket så mærkeligt? Måske skyldes det Sveriges lykkelige skæbne under Anden Verdenskrig.

ARNE HARDIS AHIS@weekendavisen.dk

GÅR MAN 80 år tilbage i tiden og flytter sit udsigtspunkt fra Danmark til Sverige, hedder tiden jo ikke længere Besættelsen, men Anden Verdenskrig. Det vidste man godt, men prøv nu at kikke horisonten rundt fra dengangs stockholmske fikspunkt:

Danmark og Norge besat, Finland (igen på vej) i krig med Sovjetunionen, de tre baltstater opslugt af Sovjetunionen sommeren 1940, Polen delt mellem Tyskland og Sovjetunionen allerede efteråret 1939.

I dette urolige hjørne af storkrigen blev Sverige tilflugtssted og helle for nogle af krigens ofre, et lykkeligt refugium, en undtagelse. Svenskerne fik aldrig krigen under huden som eksistensudfordring.

Det lille lands rædsel for udslettelse var i Sverige reduceret til den svage og distraherende lyd af godsvognene med malm sydover og troppetransporttog i transit den modsatte vej.

DENNE SVENSKE UNDTAGELSE fra »normalbilledet« er indkapslet i titlen på den svenske veteranjournalist Bengt Lindroths Vi som inte var med i kriget (2021). Bogen er refleksioner fra et langt liv i journalistik med fokus på Lindroths eget land, og påstanden i den indsigtsfulde bog er, at den lykkelige svenske skæbne under verdensopgøret har sat sig som et forståelsesgab, et udenforskab, et svensk erfaringsunderskud.

Sverige har i sagens natur ikke begrebet besættelsestidslitteratur, man har en svagere og mere ukonkret erfaring med det nationales betydning og til gengæld en mere løsagtig anvendelse af nazismen som skældsord i den offentlige debat. Landet har også savnet nabolandenes dybtgående debatter om krigens dilemmaer, fordi Sveriges skæbne ikke har været på spil i mere end 200 år.

Dette parentetiske liv slår ud – og nu forkorter jeg Lindroths omhyggelige ræsonnement brutalt – som en forvrænget svensk selvopfattelse som moralsk verdensmagt. Manglende erfaring med verdenskrigen gjorde den svenske elite i bredeste forstand mere optaget af Vietnamkrigen, Maos kulturrevolution, den palæstinensiske sag, de antikoloniale bevægelser og massekulturen i USA end af elendigheder på eget kontinent.

Hvad der skete i Europa, interesserede ikke synderligt: »När militärdiktaturerna i Spanien, Grekland och Portugal föll tystnade protestsångerna och därmed de politiska engagemangen för södra Europa.«

At denne svenske stormagtslidelse, omend mindre udtalt, også havde godt fat i Danmark, må nok retfærdigvis tilføjes som en hjemlig fodnote til den svenske selvkritik.

UNDERTITLEN PÅ LINDROTHS bog er Om Sverige, Norden, Europa & coronan . Og ja, forfatteren ser i bogens epilog Sveriges lykkeligere skæbne under Anden Verdenskrig som en af forklaringerne på, at landet valgte en anden kurs til bekæmpelse af pandemien end så mange andre.

Lindroth påpeger, at verdenskrigen i Danmark, Norge og Finland blev et selvfølgeligt referencepunkt for den offentlige debat om coronaen. Selvfølgen blev ikke mindre af, at man i de lande med kraftige nedlukninger etablerede undtagelsestilstand.

Og Sverige? Lindroth skriver, at Sverige i fraværet af krigen som referencepunkt har grebet til andre voldsomme nationale begivenheder. Palmemordet, tsunamien i 2004, flygtningekrisen i 2015, bandekriminalitet i storbyerne, de store skovbrande i 2014 og 2018. Begivenheder, som ifølge Lindroth viser funktionsfejl i det svenske styre, når uforudsete kriser kræver national håndtering. Han efterlyser noget dybere i Sverige: et psykologisk beredskab og en ydmyghed over for omverdenen.

Mod bogens slutning citeres en journalist i Dagens Nyheter, som trækker tråde til folkhemmet og Myrdal-ægteparrets moderniseringsprojekt og ser den svenske coronastrategi som »et uttryck för den svenska hyperrationaliteten … virusfunktionalismen«.

Det er et godt ord, virusfunktionalisme. Ikke så sært, at en embedsmand i skikkelse af Anders Tegnell steg op som nationens leder.

Bengt Lindroth: Vi som inte var med i kriget. 278 sider. Carlssons Bokförlag

Publicerad av bengtlindroth

Född 1942 i Uppsala. Fil. kand. vid Uppsala universitet. Arbetat som journalist sedan 1966. Trettio år på Sveriges Radios Eko- och samhällsredaktioner, i olika omgångar korrespondent i Norden och Baltikum. 1985-94 ledarskribent och politisk redaktör på Expressen. Krönikör under åren för Hufvudstadsbladet, Upsala Nya Tidning, Sydsvenskan, magasinet Fokus. Författare till ett par böcker, bland annat "Härlig är Norden. En reporters uppenbarelser" (2012) och "Väljarnas hämnd. Om populism och nationalism i Norden" (2016).

Kommentera

Fyll i dina uppgifter nedan eller klicka på en ikon för att logga in:

WordPress.com-logga

Du kommenterar med ditt WordPress.com-konto. Logga ut /  Ändra )

Google-foto

Du kommenterar med ditt Google-konto. Logga ut /  Ändra )

Twitter-bild

Du kommenterar med ditt Twitter-konto. Logga ut /  Ändra )

Facebook-foto

Du kommenterar med ditt Facebook-konto. Logga ut /  Ändra )

Ansluter till %s

%d bloggare gillar detta: